Brøndby: Lørdag eftermiddag kørte en metalgrøn Toyota Corolla ud fra Nygårds Plads i Brøndby og direkte ud foran en politipatrulje, som måtte bremse og undvige.
Bilen, der var forsynet med stjålne nummerplader, forsøgte at stikke af og kørte over for rødt to gange, før patruljen fik den standset.
Mens patruljen talte med de to mænd, anmeldte en kvinde, at hendes taske netop var blevet stjålet på Nygårds Plads af mændene i bilen.
Betjentene ransagede bilen og fandt tasken med indhold.
De to mænd – begge på 22 år og fra Albertslund – blev anholdt og kørt til Albertslund politigård.
Bilen vil blive forsøgt beslaglagt, fordi føreren, der var frakendt førerretten, i forvejen oppebar mange sigtelser for at køre bil i frakendelsestiden.