Mandag formiddag blev en svensk varebil standset ved indrejsekontrollen i Rødbyhavn af politiets udlændingekontrolafdeling. I bilen sad to mænd på henholdsvis 19 og 31 år.
De to mænd kunne kun fremvise svenske kørekort som legitimation, hvilket ikke er tilstrækkelig rejselegitimation. De blev derfor sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.
Ved en nærmere undersøgelse af varebilen fandt politiet desuden en større mængde fyrværkeri. Den 31-årige var i besiddelse af 19 kasser med forskelligt fyrværkeri, mens den 19-årige havde ni kasser. Fyrværkeriet blev beslaglagt.
Begge mænd fik hver en bøde på 3.000 kroner, som blev betalt, inden de fik lov til at fortsætte deres rejse.




