25. november 2024

Sulten lastbilchauffør tabte kabeltromle på Brovejen i Maribo

Maribo: En hollandsk lastbil tabte mandag eftermiddag en 9 tons tung kabeltromle på vejen.

Lastbilen var på vej fra Holland til Norge med to kabeltromler på hver ca. 9 tons. Ved Maribo blev lastbilens chauffør sulten og drejede væk fra motorvejen for at finde et spisested.

Da han ikke kunne finde nogen restaurant, ville han køre rundt om Maribo og tilbage på motorvejen. Dan han nåede frem til jernbaneviadukten over Brovejen i Maribo var han sikker på, at han kunne passere under. Men den ene kabeltromle ramte viadukten og faldt af lastbilen.

I forbindelse med uheldet blev trafikken på Lollandsbanen kortvarig indstillet.

En tilkaldt kran løftede kabeltromlen tilbage på lastbilen.

– ms