Et flertal af sygeplejerskerne har stemt nej til forligsmandens mæglingsforslag og det betyder, at 10 procent af alle sygeplejersker og radiografer i regioner og kommuner går i strejke fra døgnets begyndelse på lørdag, den 19. juni.
Det betyder også at flere hospitaler og kommuner i Region Hovedstaden og Region Sjælland rammes af strejke.
Formand i Dansk Sygeplejeråd og forhandlingsleder for sygeplejersker og radiografer under OK21, Grete Christensen mener, at der med “nej’et” er sendt et stærkt signal:
-Jeg ser nej’et som et kraftigt og utvetydigt signal til både arbejdsgiverne og Christiansborg om, at sygeplejerskerne har mistet tålmodigheden. Utilfredsheden med lønnen har vokset sig for stor. Samtidig står vi efter halvandet år med Corona et sted, hvor sygeplejersker har løbet ekstra stærkt i en hverdag, der i forvejen var præget af et presset arbejdsmiljø og umenneskelig travlhed. Glasset var fyldt. Nu er det flydt over.
-Sundhedsvæsnet og dermed alle danskere står i en meget alvorlig situation. Mange års udsultning af hele sundhedsvæsnet, som har ført til stigende arbejdspres og øgede krav om fleksibilitet hos medarbejderne, er en stor del af forklaringen på sygeplejerskernes nej. Arbejdsgiverne og politikerne bliver simpelthen nødt til at finde penge til både en bedre løn og nogle bedre arbejdsforhold, hvis de skal få lettet frustrationerne hos deres medarbejdere, siger Grete Christensen.
Under konflikten vil der være et nødberedskab, som aftales med arbejdsgiverne, inden konfliktens start. Nødberedskabet skal kun udføre uopsætteligt og livsvigtigt arbejde. På forhånd er covid-afsnit, kræft-, børne og psykiatriområdet undtaget fra konflikt.
Fakta: Disse kommuner og hospitaler rammes af strejke
Kreds Hovedstaden
Amager Hvidovre Hospital
Bispebjerg Frederiksberg Hospitaler
Herlev Gentofte Hospitaler
Rigshospitalet
Bornholms Hospital
Nordsjællands Hospital
Frederiksberg Kommune
Gladsaxe Kommune
Københavns Kommune
Hillerød Kommune
Halsnæs Kommune
Kreds Sjælland
Slagelse Sygehus
Næstved Sygehus
Holbæk Kommune
Ringsted Kommune
Kilde: Dansk Sygeplejeråd