25. november 2024

Region Sjælland: Nu skal alle de gode ideer til, hvordan hverdagen i sundhedsvæsnet bliver lettere og mere effektiv, samles og videreudvikles. Det kommer både personale, patienter og erhvervslivet i hele Region Sjælland til gode, når regionens store satsning på sundhedsinnovation sættes i gang.

Region Sjælland ønsker, at nye ideer i sundhedsvæsenet skal skabe vækst og udvikling. Og på mødet i Regionsrådet den 2. december kom der handling bag ordene. Her bevilgede Regionsrådet nemlig midler til at igangsætte arbejdet med sundhedsinnovation efter indstilling fra Vækstforum.

– Medarbejdere, patienter og pårørende har helt sikkert mange gode idéer til, hvordan vi kan forbedre sundhedsvæsenet. Det kan være idéer, som kan gøre hverdagen lettere for medarbejdere og patienter. Eller det kan være ideer, som kan hjælpe til at løse opgaverne mere effektivt. Det kan være små simple ideer, der kan løses nemt, og det kan være mere komplicerede ideer, som kræver både forskning og udvikling, siger formanden for Regionsrådet i Region Sjælland, Steen Bach Nielsen.

– De idéer, som er egnet til det, skal videreudvikles i samarbejde med private virksomheder og dermed skabe vækst og udvikling i regionen og erhvervslivet. Det kan både være i virksomheder, der allerede eksisterer i regionen i dag og i nye iværksættervirksomheder, understreger Steen Bach Nielsen.

Gode erfaringer
Der er allerede gode erfaringer med innovation på regionens sygehuse, blandt andet i et mindre projekt, der begyndte i 2009.

Oversygeplejerske Dorte Denta og afdelingssygeplejerske Lisbeth Hasselmann, Slagelse Sygehus, fortæller om, hvordan forskningsinstitutioner, erhvervsliv og ansatte på sygehusene har udvekslet idéer og drøftet konkrete løsninger.

– Det er fantastisk at drøfte udfordringer og løsningsmodeller med dem, der rent faktisk skal producere til os i sidste ende, siger Dorte Denta og Lisbeth Hasselmann, som blandt andet oplevede, hvordan deres beskrivelse af et affaldsproblem på sygehuset pludselig blev konkret.

– Et øjeblik efter havde de tegnet flere effektive affaldsløsninger, fortæller de to sygeplejersker fra Slagelse Sygehus.

En samlet satsning med mange aktiviteter
Et vigtigt element er, at der skal etableres et ”Center for innovation i sundhedsvæsenet”. Centret skal rådgive om, hvordan idéerne kan finansieres eller udvikles i samarbejde med for eksempel private virksomheder. Første skridt bliver at ansætte en leder af centret.

Der skal samtidig udvikles et elektronisk system, som skal håndtere alle idéerne og understøtte, at de udvikles til nye forretningsmuligheder. Derudover skal der afholdes kurser, som skal klæde personalet i sundhedsvæsenet på til at finde de gode ideer i hverdagen og udvikle dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.