Sundhedsstyrelsen har udsendt en ny vejledning, der skærper kravene til regionernes sundhedsberedskab. Fremover skal danske sygehuse kunne planlægge efter at opretholde tæt på normal drift i minimum 24 timer i tilfælde af forsyningssvigt, som eksempelvis ved omfattende strømafbrydelser.
Baggrunden for vejledningen er Sundhedsstyrelsens vurdering af det aktuelle trussels- og risikobillede. På den baggrund finder styrelsen det nødvendigt at styrke sygehusenes robusthed over for større sikkerhedsmæssige hændelser. Vejledningen er udarbejdet efter ønske fra indenrigs- og sundhedsministeren og tager udgangspunkt i en dialog med regionerne.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at sundhedsberedskabet planlægges ud fra tre niveauer: tæt på normal drift i 24 timer, nedsat drift i op til tre dage og nøddrift i op til syv dage. Hensigten er at sikre, at sygehusene kan håndtere både kortere og længerevarende forsyningssvigt uden at skulle foretage større nedskaleringer i behandlingskapaciteten.
Ved ”tæt på normal drift” skal sygehuset kunne fortsætte de fleste aktiviteter, med mulighed for midlertidige justeringer. Ved ”nedsat drift” kan det blive nødvendigt at udskyde planlagte operationer og ambulante besøg. Ved ”nøddrift” prioriteres kritisk og livreddende behandling, mens øvrige sundhedsaktiviteter midlertidigt kan blive indstillet.
Vejledningen skal støtte regionerne i at forberede sundhedsvæsenet på fremtidige kriser og sikre fortsat behandling af patienter – også under ekstraordinære forhold.
:NB:




