Rødovre:Københavns Vestegns Politi efterlyser tre røvere, som skød i loftet under et røveri mod legetøjsbutikken Toys R Us i Rødovre.
Røveriet fandt sted kl. 21.12 i aftes på Jyllingevej 336 A, hvor tre røvere – hvoraf to var bevæbnet med pistoler – gik ind i forretningen via legetøjsbutikkens lager.
Røverne, hvor to var maskerede, truede personalet med pistolerne og affyrede et skud i loftet, hvorefter de stjal penge fra kasserne.
De forsvandt i en nyere sølvgrå Citroën 5-dørs model – muligvis en C5 – mod Jyllingevej. Bilen var helt fri for sne.
De tre røvere beskrives som:
A) Mand, udenlandsk herkomst, anslået 20-25 år, 180-185 cm høj.
Han var iført en hvid hættetrøje med tynde sorte bogstaver ”ESFED” skrevet kontinuerligt over hele trøjen i med forskellige størrelser, lyseblå cowboybukser, grå arbejdshandsker og sorte gummisko med hvide kanter. Har bar sort maskering for ansigtet og havde en sort pistol.
Talte dansk med accent.
B) Mand, udenlandsk herkomst, anslået 20-25 år, ca. 180 cm høj.
Iført en sort hue/maske med huller til øjne og mund, en gråmeleret mønstret strikjakke/cardigan med lynlås og meget høj krave, grå arbejdshandsker, mørkeblå stonewash cowboybukser (slidudseende omkring knæene). Har bar på en sort stofpose påtrykt ”KAUFMANN” med lille, hvid skrift og medbragte en sort pistol.
C) Mand, udenlandsk herkomst, 20-25 år, 175 cm høj.
Iført en sort hue, armygrøn eller brunlig jakke med lynlås og kraftig hætte, hvid T-shirt påtrykt ”261” med store sorte tal ved brystet og yderligere tryk derunder.Sorte handsker, mørkeblå cowboybukser og hvide kondisko/sneakers.
Københavns Vestegns Politi ønsker henvendelse fra vidner, der kan havde set de tre røvere eller deres bil i området omkring Jyllingevej og Islevdalvej omkring kl. 21, hvor røveriet fandt sted.
Henvendelse bedes rettet til Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.