Det var en tilfreds anklager, som i går fik en 55-årig mand fra Haslev idømt en straksdom for videreoverdragelse af hash og amfetamin efter at være blevet anholdt om tirsdagen.
Tirsdag ransagede politiet den 55-åriges bolig og fandt amfetamin og en digitalvægt, som indikerede, at han solgte ud af amfetaminen. Politiet havde desuden været på mandens bopæl tidligere på året, hvor der også var fundet euforiserende stoffer.
Den 55-årige blev derfor anholdt og sigtet for fire forhold vedrørende besiddelse af henholdsvis amfetamin og hash med henblik på videreoverdragelse.
Da han onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør erkendte han sig skyldig i alle fire forhold og modtog herefter en dom på et år og tre måneders fængsel.
Efter grundlovsforhøret blev han varetægtsfængslet.
I den udmålte straf indgik en tidligere afgørelse, dvs. at han blev idømt en fællesstraf.
– Jeg er tilfreds med dommen. I forhold til strafudmålingen har retten tillagt det vægt, at der var tale om store mængder hårde stoffer. Dommen sender et kraftigt signal om, at andre bør afholde sig fra at besidde og videreoverdrage euforiserende stoffer, siger anklagerfuldmægtig Annika Jensen som kommentar til dommen.