Store snemængder giver voldsom stigning i skader på bygninger

Hele landet: Tung sne på taget kan resultere i skader på huse og bygninger. Det samme gælder, hvis fygesne finder vej til huslofter. For eksempel resulterede sidste års vinter i mere end 200 gange flere snetrykskader sammenlignet med året forinden.

Sidste års hårde vinter resulterede i usædvanligt mange snetrykskader, hvor hustage og bygninger blev beskadiget eller ligefrem kollapsede på grund af store mængder tung sne. Alene hos Tryg blev der sidste vinter registreret næsten 2400 snetrykskader, mens der forrige vinter kun var i alt 11. Det vil sige mere end 200 gange flere skader.

Fjern sne fra taget – hvis det er forsvarligt
Derfor opfordrer Tryg husejere, erhvervsdrivende og landmænd til at være ekstra opmærksomme på de store snemængder på hustage, lager- og staldbygninger:

– Såfremt det er forsvarligt, bør man sørge for at fjerne sneen. Og er man i tvivl, om tagkonstruktionerne er solide nok, er det en god idé at kontakte en byggeteknisk rådgiver, som kan vurdere, om bygningen er tilstrækkeligt stabil. Desuden er det selvfølgelig vigtigt, at bygningen er vedligeholdt, siger Carsten A. Sørensen, taksatorchef i Tryg.

Fygesne på loftet kan betyde vandskader
Når det sner og fyger bør husejere desuden være særligt opmærksomme på, om der ligger fygesne på loftet. Hvis ikke sneen bliver fjernet, inden tøvejret sætter ind, kan det være ensbetydende med alvorlige vandskader på huset.

– Husejeren bør være særligt opmærksom på at tjekke inddækningerne de steder, hvor taget gennembrydes, f.eks. ved ovenlysvinduer, skorstene og antenner. Ind- og afdækninger er i orden, hvis de ligger fast, og ikke er tærede eller på anden måde ødelagte, siger Carsten A. Sørensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.