Efter 400 år er det slut – PostNord Danmark stopper med at udbringe breve.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse torsdag morgen.
I stedet vil PostNord Danmark satse på pakkeudbringning.
Årsagen er, at mængden af breve er faldet voldsomt som følge af digitaliseringen. Siden år 2000 er antallet faldet med over 90 procent, og den nye postlov har accelereret udviklingen yderligere. I 2024 alene er antallet af breve faldet mere end 30 procent sammenlignet med året før.
Derfor har PostNord løbende vurderet sine aktiviteter på brevmarkedet, og det har ført til en strategi, hvor ambitionen er klar: PostNord vil fremover satse på, at blive bedst på pakkeområdet.
– Vi har været danskernes postvæsen i 400 år, og derfor er det er en svær beslutning at binde sløjfe på den del af vores historie. Danskerne er blevet mere og mere digitale og det betyder, at der er meget få breve tilbage i dag, og den nedgang fortsætter så markant, at brevmarkedet ikke længere er rentabelt. Vi skal være der, hvor danskerne har mest brug for os, og i dag er hjertet af vores forretning pakker. Vi har allerede en stærk position inden for pakker, og med en voksende e-handel har vi et godt fundament for at tage yderligere del i den vækst. Det potentiale skal vi indfri og folde ud, så vi bliver endnu dygtigere til pakker til gavn for alle danskere og på tværs af Norden, siger Kim Pedersen, administrerende direktør i PostNord Danmark.
PostNord fortsætter med at omdele breve frem til den 30. december.
Fjerner postkasser og fyrer medarbejdere
I løbet af andet halvår 2025 begynder PostNord at nedtage de 1.500 postkasser, der i dag er placeret rundt omkring i landet. Postkasserne forventes fuldt nedtaget senest ved udgangen af året. Samtidig har PostNord sikret, at de postmærker, danskerne har købt, i en begrænset periode kan refunderes i 2026.
Beslutningen medfører en løbende tilpasning af organisationen igennem 2025. Medarbejdere, der i dag beskæftiger sig med breve, vil, ifølge PostNord, i videst muligt omfang blive tilbudt en overflytning til pakkeområdet. Det betyder, at cirka 700 ud af 2.200 medarbejdere fra brevområdet vil blive tilbudt nye stillinger i PostNord, mens der påtænkes en reduktion i medarbejderstaben med omkring 1.500 medarbejdere i løbet af 2025. PostNord Danmark beskæftiger i dag omkring 4.600 medarbejdere.