Politiet rykkede torsdag morgen ud til Gammel Bagsværdvej i Lyngby efter en anmeldelse om en mulig eksplosion i en bil på stedet.
Området blev afspærret og politiets teknikere, iført såkaldte dna-dragter, gik i gang med at undersøge både området og bilen.
Bilen holdt parkeret tæt ved et af Kriminalforsorgens udslusningsfængsler. Bilens forrude var blevet blæst ud ved eksplosionen og blev fundet på et tag i nærheden.
I forbindelse med politiets arbejde på stedet blev eleverne på en nærliggende skole bedt om at blive indendørs i frikvarteret. Det skete selvom politiet vurderede, at der ikke var fare på færde.
Kort før klokken 14 meddelt politiet, at afspærringerne i området var ophævet og vejen igen var farbar.
Samtidig oplyste politiet, at man fortsat efterforsker sagen.