Man skal nok være rimelig koldblodig, når man som en 37-årig kvinde gjorde fredag eftermiddag, stjæler møbler fra en møbelforretnings udendørsudstilling.
De ansatte i et møbelhus på Industrivej i Sorø lagde ved 17-tiden mærke til, at en kvinde havde taget flere stole og et lille bord fra en udendørs udstilling. Kvinden havde stoppet møblerne ind i sin bil, og var kørt væk uden at betale.
De ansatte havde dog noteret sig bilens registreringsnummer, og derfor kunne en politipatrulje lidt senere aflægge en 37-årig kvinde fra Dianalund et besøg. Her fandt betjentene de stjålne møbler, og den 37-årige blev sigtet for tyveri fra udstilling.