Stigende tilfredshed med samarbejdet med hospitalerne blandt praktiserende læger

En ny undersøgelse viser, at tilfredsheden med samarbejdet mellem praktiserende læger og hospitaler i Region Hovedstaden er steget.

Undersøgelsen, som er udført af Rambøll Management Consulting for regionen, bygger på spørgeskemaer besvaret af 452 praktiserende læger og 430 hospitalslæger samt opfølgende interviews med udvalgte deltagere.

Undersøgelsen peger på en generel positiv udvikling i samarbejdet, især inden for specialistrådgivning og diagnostiske tilbud. En ny arbejdsgang for afviste henvisninger – hvor hospitalerne nu skal give en handlingsanvisning – bliver fremhævet som et tiltag, der letter samarbejdet og gør processen mere effektiv.

”Jeg er glad for, at den overordnede tilfredshed blandt praktiserende læger er steget siden 2022,” udtaler regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S). Han fremhæver særligt forbedringer inden for specialistrådgivning, diagnostiske tilbud og håndtering af henvisninger.

Projektet HAPS, der blev igangsat i 2021 af Region Hovedstaden, Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden (PLO-H) og Kvalitet i Almen Praksis i Hovedstaden, har haft fokus på at styrke samarbejdet, og er nu blevet et fast samarbejdsforum.

Formanden for PLO-Hovedstaden, Peder Reistad, ser fremgangen som et skridt i den rigtige retning, men understreger samtidig, at der stadig er udfordringer – herunder mange afviste henvisninger.

Rapporten peger også på områder med behov for forbedring. Kvaliteten af epikriser og samarbejdet om psykiatriske henvisninger får lavere vurderinger. Mange praktiserende læger oplever, at psykiatriske tilbud ikke matcher patienternes behov, og at der er lang ventetid. Desuden er svartider og indhold i korrespondancemeddelelser et forbedringspunkt.

Rambøll har udarbejdet seks anbefalinger, der skal understøtte det videre arbejde i regi af HAPS. Der lægges vægt på at forbedre samarbejdet om psykiatriske patienter, øge kendskabet til rådgivningstilbud og forbedre kommunikation og arbejdsgange ved henvisninger.

Undersøgelsen indgår også som viden i forbindelse med implementeringen af sundhedsreformen og udviklingen af det almenmedicinske tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.