Kort efter klokken to natten til tirsdag påkrte en personbil en betonmur lige ved siden af en tankstation på Lillevangsvej i Greve.
Politi og ambulance blev sendt til steddet, hvor de fik kontakt til en 37-årig kvinde fra Greve, som havde kørt den forulykkede bil. Politiet fik klarlagt, at uheldet skete, da hun var kommet kørende ad Lillevangsvej og frem mod krydset ved Hundige Centervej, hvor hun havde mistet kontrollen over bilen og endt med at påkøre betonmuren.
En alkometertest viste, at kvinden var mere påvirket af alkohol end tilladt, så hun blev sigtet for spirituskørsel. Hun blev efterfølgende i ambulancen kørt til skadestuen, hvor hun både blev kontrolleret for eventuelle skader og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet oplyser, at kvinden var sluppet uden behandlingskrævende skader. Hun kan nu afvente analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, før hun hører nærmere fra politiet om uheldet.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken.