Kort efter klokken 13 i dag fik politiet meldinger fra flere bilister på Sydmotorvejen om en såkaldt “spøgelsesbilist”, som kørte i nordgående retning i det sydgående spor.
Flere bilister forsøgte at få kontakt til spøgelsesbilisten uden held.
Ved afkørsel 44 Højmøllen kolliderede spøgelsesbilisten med en personbil, som derefter ramte en lastbil og en motorcykel.
Spøgelsesbilisten, der er en 47-årig kvinde, og de to personer fra personbilen er kørt til sygehuset. De er umiddelbart alle uden for livsfare, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Uheldet har afstedkommet trafikale problemer på stedet.