Et sommerhus på Strandlystgårdsvej på Sjællands Odde brændte natten til søndag. Ingen personer kom til skade.
Alarmcentralen modtog anmeldelsen klokken 00.47. Da politi og brandvæsen nåede frem, var sommerhuset overtændt.
To biler på adressen stod også i brand, og ilden havde desuden antændt et skur på nabogrunden.
Personerne, der havde opholdt sig i sommerhuset, var kommet ud. Politiets foreløbige formodning er, at branden blev antændt af en stenpizzaovn, men brandårsagen skal undersøges nærmere.




