23. november 2024

Foto: Freelancefotografen.dk
Foto: Freelancefotografen.dk

Trafik: Rådet for Sikker Trafik jubler over det voldsomme snevejr. De voldsomme snemængder betyder nemlig færre trafikdræbte.

Mens tusindvis af bilister den seneste måneds tid har siddet fast i store snedriver eller er kørt i grøften, så er der nogle, der glæder sig over alt sneen.

Vejret er nemlig rigtig godt for trafiksikkerheden. Det fortæller Søren Troels Berg, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

– Når vejret er, som det er nu, bliver farten sat ned. Og det er farten, der gør forskellen på, hvor alvorlig ulykken bliver. Det er selvfølgelig enormt belastende at køre i grøften, men i forhold til alvorlige ulykker med personskader er de mindre alvorlige, siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.

De store snemængder har så stor betydning, at det faktisk også påvirker statistikken.

– Hvis vi ser tilbage på december/januar 2005/2006, hvor der var et tilsvarende vejr, var antallet af trafikdræbte betragteligt lavere end en normal januar. Og det ser også ud til, at denne januar bliver meget lavere på den konto, siger Søren Troels Berg og tilføjer, at antallet af alvorligt tilskadekomne også falder i snevejret.

Og ikke nok med, at sneen er god for trafikken. De danske bilister bliver også bedre til at køre i sneen. Hos Falck mærker man, at bilisterne er begyndt at tænke sig om, inden de sætter sig bag rettet i snevejret.

– Efter seks ugers snevejr kommer det ikke længere bag på folk, at der er glat. Det er nærmere reglen end undtagelsen, så de store mængder sne har helt sikkert en effekt, siger kommunikationsmedarbejder Klaus Kristiansen til Newspaq.

Men selvom vi altså har lært at køre ordentligt lige nu, er det langt fra sikkert, at vi husker lektien, når sneen måske vender tilbage næste år, mener Klaus Kristiansen.

– Njaeh… Det er nok at være lidt for optimistisk. Der er en lang sommer, hvor man hurtigt kan glemme det. Og så har vi nok den samme situation igen, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.