Det er ikke uden grund, at håndholdt brug af mobiltelefon ikke er tilladt – heller ikke for knallertkørere. Det måtte en 16-årig ung mand erfare på “den hårde måde”.
Kort før klokken 16.30 kørte en 29-årig mand fra Asnæs ad Jyderupvej i retning mod Stenbjergvej i Vig i Odseherred. I modkørende retning kørte en 16-årig ung mand på knallert. Den 16-årige anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen og kørte i den forbindelse over i den modkørende vejbane. Den 29-årige reagerede hurtigt og bremsede helt op, for at undgå at påkøre den 16-årige på knallerten, men knallerten kørte ind i fronten på personbilen.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 16-årige unge mand blev kørt til undersøgelse for et muligt brud på hånden. Bilisten kom ikke til skade ved sammenstødet.
Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne omkring sammenstødet.
Den 16-årige kan forvente at høre mere i sagen om sin uopmærksomme kørsel, som var årsagen til uheldet.