Grænge: To mænd blev anholdt efter en noget særpræget køretur.
Politiet fik i går klokken 21 en anmeldelse om, at to mænd var kørt i bil til en adresse i Grænge ved Toreby, hvor de havde smadret to termoruder og en havevindmølle.
Herefter kørte de fra stedet, men ramte en anden bil på vej væk. Uden at standse kørte de videre, men manden i den bil, der var blevet ramt, kørte efter for at få registreringsnummeret. Efter et stykke tid bremsede den forreste bil hårdt op, og passageren gik ud og truede manden i bilen bagved med et jernrør. Manden, der blev truet, skyndte sig at bakke væk, og de to mænd i den forreste bil kørte fra stedet.
Lidt senere fandt politiet frem til de to formodede gerningsmænd, som blev anholdt. Det drejer sig om to mænd på 25 og 26 år fra hhv. Toreby og Nykøbing F. De blev begge sigtet for hærværk. Den 25-årig blev desuden sigtet efter færdselsloven, og den 26 blev sigtet for trusler på livet og efter lov om euforiserende stoffer, da han blev fundet i besiddelse af 1,8 gram hash.