22. november 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog onsdag aften kl. 20.37 en anmeldelse om, at et rude i et tog var blevet smadret af en ung fyr i forbindelse med, at man havde bortvist ham og en gruppe unge på grund af manglende billet.

De unge var stået på toget i Roskilde, men da toget ankom til Lejre Station blev gruppen bortvist på grund af manglende billet. I forbindelse med bortvisningen havde en fra gruppen taget en nødhammer fra toget og brugte denne til at slå mod en af togets ruder. Ruden fik et hul og revnede, så der var risiko for, at hele ruden ville falde ud. DSB valgte derfor at stoppe videre kørsel med toget, som blev tømt for passagerer, inden toget blev kørt retur til Roskilde med henblik på reparation.

Politiet sendte en patrulje til området ved Lejre station for at lede efter gruppen og især den mistænkte, der blev beskrevet som en arabisk-udseende dreng, 15-16 år, ca. 170 cm høj, spinkel af bygning, kort mørkt hår, iført sort jakke og blå bukser.

Politiet fandt ikke den mistænkte i hærværkssagen, men fik kontakt til en mor, hvis søn oplyste at have fået ødelagt et løbehjul i området af en gruppe, som måske kunne være den samme gruppe, som politiet ledte efter.


Politiet hører gerne fra personer, der måtte have set gruppen i området, eller som kan give oplysninger om identiteten på den mistænkte. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.