Rågeleje: 29-årig mand fra Helsinge dræbte i går en 74-årig mand fra Skovlunde, da han med høj hastighed bragede ind i ham på en stjålen motorcykel.
Den 74-årige var sammen med sin kone og deres hund ved at krydse Rågeleje Strandvej til fods, da den 29-årig med høj fart kørte ind i ham.
Den 74-årige blev dræbt ved ulykken, mens den 29-årige motorcyklist slap med brækkede lemmer. Motorcyklisten blev fløjet til Rigshospitalets Traumecenter i en lægehelikopter.
Det viste sig efterfølgende, at motorcyklen var stjålet og påmonteret stjålet nummerplade.
Sigtes for uagtsom manddrab
Den 29-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør in absentia, da han er indlagt på Rigshospitalet.
Den 29-årige er sigtet for uagtsomt manddrab og for at have bragt andre trafikanter i fare. Han skal overfor politiet have erkendt, at han kørte motorcyklen og han vidste, at bremserne ikke virkede.
Den 29-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.
Læs også: Mand dræbt af motorcykel