Dalby: Politiet måtte ved 21-tiden i aftes rykke ud til husspetakler på en adresse i Dalby.
En 28-årig kvinde var blevet opsøgt på sin bopæl af en ekskæreste, som havde slået hende i ansigtet, men på grund af vidneudsagn blev den pågældende kort efter fundet i en nærliggende have.
Der var tale om en 32-årig mand fra Stubbekøbing, som blev anholdt og sigtet for vold. Under anholdelsen truede den 32-årige med at slå betjentene ihjel, og han blev derfor også sigtet for trusler om vold.
Den 32-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han nu skal afhøres nærmere.