26. november 2024

Slagelse: Handicap- og socialpsykiatriområdet i Slagelse Kommune er kommet under voldsomt udgiftspres. Det er især sket som følge af en mærkbar stigning i antallet af unge borgere med behov for en særlig støtte eller indsats. En tendens, som kommunen forventer vil fortsætte i de kommende år.

Udviklingen peger frem mod et underskud på 29 mio. kr. i budget 2011. Behovet for yderligere besparelsestiltag er derfor presserende, hvis den negative udgiftsspiral skal brydes og budgettet bringes i balance.

Handicap- og Socialpsykiatriudvalget har derfor på udvalgsmødet i slutningen af sidste måned anbefalet en række besparelsesforslag på handicap- og socialpsykiatriområdet.

Besparelserne kan blandt andet ske ved at hjemtage dyre tilbud, som Slagelse Kommune køber i andre kommuner, omlægge samværs- og aktivitetstilbud i VASAC til botilbuddene, omlægning af § 85 støtten – fra hjemmevejledning til udevejledning og ved at gennemgå de e borgerstyrede personlig assistance-ordninger (BPA).

Det mest vidtgående forslag er omlægningen af samværs- og aktivitetstilbud fra VASAC Slagelse til botilbuddene. Det enkelte botilbud vil fremover komme til at stå for organiseringen af samværs- og aktivitetstilbuddene i Slagelse Kommune.

Omlægningen betyder, at den dyre transport af beboerne fra det enkelte botilbud til VASAC Slagelse kan undgås. Herudover vil omlægningen give mulighed for en mere fleksibel anvendelse af personale, idet alle medarbejdere fremover vil være ansat i samme organisation.

I det forestående arbejde med planlægningen af dette forslag vil personalesiden blive inddraget. Det blev aftalt på det seneste møde den 4. april 2011 i Sektorudvalget for Handicap, Socialpsykiatri og Misbrug.

– Jeg er ked af, at der igen skal findes besparelser på handicap- og socialpsykiatriområdet. Det skyldes især en stor tilgang af nye udviklingshæmmede og sindslidende. En udvikling, som vi også ser på landsplan, siger Formanden for Handicap- og Socialpsykiatriudvalget, Jørgen Andersen (SF) og fortsætter:

– Men til gengæld arbejder vi i kommunen målbevidst på at sikre kontinuiteten i handicappede borgeres liv, bl.a. via en bedre styring af udgifterne, således at vi ikke løbende tvinges ud i nye sparerunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.