Omkring kl. 00.45 natten til tirsdag modtager Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om, at der er blevet afgivet skud i Bymuren i Avedøre.
Anmeldelsen fik politiet til at rykke massivt ud i området, og undersøgelser viste, at der var afgivet otte skud mod Bymuren 96, hvor glasafskærmning til en altan på anden sal blev ramt. Der var beboere til stede i ejendommen på gerningstidspunktet, men ingen kom til skade.
I forbindelse med sagen efterlyser Københavns Vestegns Politi en gerningsmand:
Han beskrives som en mand med mellemøstligt udseende, 170-175 cm høj og kraftigt bygget. Han havde sort fuldskæg, tydelige kindben og var iført en mørk hue, mørkt tøj og sko med reflekser.
– Vi er meget interesserede i oplysninger specifikt om ham eller hvis nogen i øvrigt har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.
Københavns Vestegns Politi efterforsker i forvejen skudepisoder i Avedøre for et par måneder siden og vil ikke udelukke en sammenhæng.
– Episoden i nat virker planlagt og uden at kunne gå i detaljer, tyder dele af efterforskningen i øjeblikket på, at motivet skal søges i uoverensstemmelser mellem kriminelle personer omkring handel med narkotika. Men det – og eventuelle sammenfald med andre episoder – skal vores efterforskning klarlægge, siger Peter Malmose.