Søndag eftermiddag klokken 16.57 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at der var blevet afgivet skud ved et boligområde på Klosterparkvej i Kalundborg.
Politiet kørte talstærkt frem til området, hvor to biler var blevet set køre fra stedet. Ingen personer var blevet ramt. Ved undersøgelsen af stedet blev fundet flere patronhylstre, som bekræftede anmeldelsen om skud. Politiet undersøgte området, men fandt ingen genstande, som var blevet ramt af skuddene.
Fire anholdt – og løsladt
En personbil, som blev set på stedet omkring gerningstidspunktet blev truffet af politiet i Stigs Bjergby kl. 17.20, hvor fire mænd på 19,21,23 og 30 år fra Kalundborg, blev anholdt.
Politiet undersøgte bilen, men fandt ingen skydevåben i bilen eller på personerne.
Den 21-årige mand blev fundet i besiddelse af en ulovlig kniv, så han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og kniven beslaglagt. Den 21-årige ønskede rettens vurdering af beslaglæggelsen.
Da afhøringerne var overstået og sagsbehandlingen afsluttet blev de fire mænd løsladt, da politiet ikke fandt grundlag for, at de skulle stå bag skyderiet.
Sagen efterforskes intensivt i forhold til at afklare motivet til skyderiet, og finde frem til gerningsmændene, oplyser politiet.