Hele landet: Husejere, som blev ramt af oversvømmelser i forbindelse med stormen Bodil skal være på vagt overfor skimmelsvamp.
Hvis man har været ramt af oversvømmede kældre eller stueetager efter stormen Bodil, skal man være omhyggelig med at rydde op efter vandmasserne. Det er ikke nok at få det synlige vand væk og så lade bygningen tørre. Det er også vigtigt at sikre mod de skjulte følgeskader.
– Det er meget nærliggende at tro, at når man har ryddet op og fået tørret rummet, så har man gjort, det der skal gøres. Men et er, at man får tørret bygningen – men man skal være opmærksom på, at der er stor risiko for vækst af skimmelsvamp efter en oversvømmelse, siger teamleder Kathrine Birkemark Olesen fra Teknologisk Institut.
Skimmelsvamp kan for eksempel opstå, når der trænger fugt ind bag beklædningsplader, op bag tapeter, ind mellem gipsplader eller ind under gulvbelægningerne. Her vil affugtning og ventilation kun have en yderst begrænset effekt. Derfor skal man sikre, at bygningen er tørret effektivt. Desuden skal man fjerne gipsplader, isolering, væv, filt, linoleum osv., der har været i berøring med vand.
De fleste problemer med skimmelsvamp opstår typisk mellem tre og seks uger efter oversvømmelsen. Derfor råder Teknologisk Institut husejerne til at være opmærksomme på problemet, og tage aktion i tide, hvilket bør ske senest 3-4 dage efter opfugtningen.
-De skjulte skimmelangreb bliver typisk først opdaget, når der konstateres en kraftig, tung lugt i det tidligere opfugtede område. Den kan opleves som en kvalmende, sødlig lugt, og beskrives ofte som en kælder- eller sommerhuslugt. I værste fald opdager man først skimmelsvamp-angrebet, når brugerne af lokalerne reagerer på svampevæksten. De typiske gener er irritation af slimhinderne, vejrtrækningsproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær, siger Kathrine Birkemark Olesen.
Efter en vandskade er det derfor vigtigt at få fjernet eller åbnet alle lagdelte konstruktioner med tilstedeværelse af organisk materiale, som kan være opfugtede. Hvis man har mistanke om, at ens ejendom kan være ramt af skimmelsvamp, er det vigtigt at få professionel hjælp.
-En ekspert kan be- eller afkræfte en mistanke om skimmelsvamp – blandt andet ved prøveudtagning og efterfølgende laboratorieundersøgelser. Hvis det viser sig, at bygningen er inficeret, skal man hurtigst muligt få bestemt problemets omfang og få renset eller fjernet alle inficerede områder omhyggeligt. Ellers kan boligen i værste fald ende at med blive ubeboelig, siger Kathrine Birkemark Olesen fra Teknologisk Institut.