Hele landet: Selvom du har penge til gode hos skattevæsenet, er det ikke sikkert du får dem udbetalt. Læs her hvorfor.
I mandags blev det muligt at se sin årsopgørelse for 2010, og mange har i deres skattemappe kunnet se, at de skal have penge tilbage fra SKAT. Men cirka 240.000 borgere får ikke penge i første omgang.
De har nemlig en gæld til det offentlige, som de allerede skulle have betalt. Den gæld bliver modregnet i deres overskydende skat for 2010. De 240.000 har tilsammen cirka 1,5 mia. kr. til gode i overskydende skat.
– Mange glemmer, at de har ubetalte regninger, som de tidligere har fået en eller flere rykkere for. Det kan være medielicens, en parkeringsbøde, en afgift til DSB, børnebidrag eller noget helt femte. Hvis gælden er registreret i vores system, kan vi modregne den i den overskydende skat, forklarer afdelingsleder i SKATs inddrivelsescenter, Villy Jensen.
Også en anden gruppe af skatteydere må vente på deres overskydende skat. Det er dem, der har købt på afbetaling gennem et finansieringsselskab, men som ikke har været i stand til at betale.
– Vi oplever ofte, at skyldnere i fogedretten har overdraget retten til overskydende skat til finansieringsselskabet. Men når så årsopgørelsen kommer, kan de ikke huske, hvad de har skrevet under på til finansieringsselskabet eller i fogedretten, siger Villy Jensen.
Udbetalingen af overskydende skat sker 28. marts, hvor pengene bliver sat ind på skatteyderens NemKonto. Men dem, der har gæld, kommer til at vente i op til fire uger, før deres endelige skatteregnskab er gjort op. Derefter får de et brev, der forklarer, hvor meget mindre gælden er blevet. Hvis der er penge til overs efter modregningen, bliver de sat ind på NemKonto.