Frie Grønnes formand Sikandar Siddique fratages sit mandat i Københavns Borgerrepræsentation.
Det fortæller han selv i et opslag på Facebook.
Det er Digitaliseringsstyrelsen, som har valgt at fratage ham hans mandat oven på boligsagen, hvor Københavns Kommune har afvist, at Sikander Siddique opfylder betingelserne for at være bosat i København og anser ham for at være bosat i Herlev sammen med sin kone og børn.
Afgørelserne i sagen er ifølge Sikandar Siddique kommet fordi han og hans parti, Frie Grønne, bl.a. har kritiseret “zionisme” og “Systemet”. I et opslag på Facebook efter Digitaliseringsstyrelsens afgørelse skriver han bl.a. om sin boligsag:
“En sag der er kommet af politisk pres, fordi vi i Frie Grønne som de eneste, turde sige fra over for systemet, magtfuldkomne politikere, og den zionisme som får lov til at trække de magthavere, der skulle forestille at repræsentere folket, rundt i manegen.”
Det fremgår også af opslaget at Sikandar Siddique ikke har tænkt sig at gøre mere ved sagen:
“Jeg kunne fortsætte kampen mod Københavns Kommunes dokumentationsløse afgørelse ved domstolene. Det har min advokat rådet mig til. Men sådan en sag vil nærmest strække sig helt ind i næste valgperiode. Det vil betyde, at min familie skulle inddrages som vidner i en sag, der aldrig har handlet om andet end politik. Det kommer jeg ikke til at udsætte dem for.”




