24. november 2024

Haveskur brændt ned efter olieklude selvantændte

Gentofte: Søndag kl. 19.30 blev det opdaget, at der var ild i et skur ved en villa på Skovmosevej i Gentofte.

Brandvæsen og politi blev straks sendt til stedet. Husets søn var hjemme og han kunne fortælle at faderen tidligere på dagen havde olieret havemøbler med træolie.

Af etiketten på flasken med træolien fremgik det, at olieklude skulle destrueres efter brug pga. faren for selvantændelse.

Brandinspektøren mente derfor, at det højst sandsynligt var en selvantændelse i kludene, der var skyld i, at skuret brændte ned.

– rl