Hele landet: I sidste uge stoppede politiet 62 spritbilister på vejene. En undersøgelse blandt flere tusinde dømte spritbilister viser, at 66 % var bevidste om, at de kørte spritkørsel. Vi skal alle blive bedre til at gribe ind, lyder det nu fra Rådet for Sikker Trafik.
Selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet kraftigt siden 1980´erne, så er der stadig alkohol involveret i hver femte dødsulykke i trafikken.
Alene i en enkelt ugen d. 16. – 22. junistoppede politiet 62 bilister, der havde for meget alkohol i blodet. Derudover var 14 bilister påvirket af narkotiske stoffer, og 18 personer kørte spritkørsel på en scooter.
I en stor interviewundersøgelse fra de obligatoriske Alkohol- og Trafikkurser, som spritbilister bliver sendt på, når de vil generhverve deres kørekort, har man i de fem regioner spurgt over 4100 dømte spritbilister, om de var klar over, at de kørte spritkørsel, da de blev taget. Hele 66 % siger, at det var de bevidste om.
– Der kan være mange årsager til, at folk vælger at køre trods for høj promille. Jeg tror, at mange undervurderer, hvor påvirket de i virkeligheden er og måske overvurderer deres egne køreevner. Problemet er, at reaktionsevnen påvirkes allerede ved lave promiller, og folk tænker ikke over, hvilken konsekvens deres handling kan have for dem selv og andre, siger Vivi Dixen Møller, Alkohol- og Trafikkoordinator, Region Syddanmark.
Hvem kører hjem?
For at forhindre spritkørsel er det vigtigt, at man aftaler, hvem der kører hjem, før man drikker alkohol. Men det er også vigtigt, at medpassagerer, de øvrige gæster og værten tør stille spørgsmålet ”Hvordan kommer du hjem?” til den, der regner med at skulle køre hjem, og som sidder og drikker alkohol.
I en repræsentativ undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden siger 89 %, at de blander sig, hvis de kender personen godt. Men kun 50 % blander sig, hvis de er i selskab med en person, som de ikke kender, og som efter at have drukket finder bilnøglerne frem.
– Er du det mindste i tvivl, om du har fået for meget at drikke, så lad bilen stå. De andre i selskabet har også et ansvar for at blande sig, hvis de har mistanke om, at en anden gæst har drukket for meget til at køre. Det er misforstået hensyn at lade være, da det kan ende med en ulykke, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.