Politiet i Slagelse anholdt tirsdag morgen to mænd og sigtede dem for røveri mod en 51-årig mand.
Røveriet blev begået i Dianalund den 30. september.
Her havde de lokket den 51-årige mand til adressen, hvor de satte en pistol for tindingen af ham og stjal et større beløb i dansk og udenlandsk valuta, to mobiltelefoner, hans pung og bilnøgle, hvorefter de flygtede fra stedet til fods.
De to anholdte er en 32-årig fra Kalundborg og en 17-årig fra Sorø. De erkender delvist sigtelsen og blev begge fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Her blev de varetægtsfængslet frem til den 15. december.