Hele landet: Du får overskud på mere end 37.000.000 kroner, hvis du spiller alle kombinationer. Og er ene om at ramme de seks rigtige plus Supertallet.
Spil alle lottokombinationer. Det kan gøre dig til millionær, viser en beregning Nyhedsbureauet Newspaq har foretaget.
I dag er det store lottodag. Hele 75.000.000 kroner er gemt i førstepræmiepuljen til seks rigtige i Onsdags Lotto. Hvis det såkaldte supertal også bliver udtrukket. Og ingen andre inklusive vores nordiske medkombattanter ikke rammer plet. Altså andet end dig.
Du skal spille 12.271.512 rækker, hvis du vil dække alle kombinationer i Onsdags Lotto.
– Vi har aldrig været ude for nogen, der har gjort det, men jeg er helt sikker på, at forhandlerne nok skal være behjælpelige med at udfylde systemet. For de får otte procent af omsætningen, fortæller informationschef i Danske Spil Thomas Rørsig til Newspaq.
Med en rækkepris på fire kroner koster det 49.086.048 kroner at afkrydse samtlige kombinationer. Har du kapital på bunden og spiller på det hele, vinder du naturligvis mindst én førstepræmie i form af seks rigtige. Men udover én gange seks rigtige, er du også sikker på følgende gevinster:
12 X 5 rigtige plus ét tillægstal, 240 X 5 rigtige, 12.915 X 4 rigtige og 229.600 X 3 rigtige.
Danske Spil har kontrolleret og godkendt Newspaqs beregninger, der har afsæt i nu afdøde professor Erling B. Andersens bog “Har du en chance?” fra 1998.
Samtidig har lotto-drengene fortalt, hvor store de forskellige præmier i gennemsnit plejer at være.
Regner man alle præmierne sammen, vil det i denne jackpot-uge betyde en samlet gevinst på 86.341.500 kroner eller godt 37.000.000 millioner kroner i overskud.
Der er bare to hager ved sagen. For at få fingre i alle stakaterne helt alene, kræver det som sagt, at ingen andre har seks rigtige i lotto. Og at Supertallet i øvrigt bliver udtrukket.
– Skulle der virkelig melde sig en supergambler på banen i morgen tidlig, vil jeg smide alt, hvad jeg har i hænderne for at udfylde hans kuponer. Og det garanterer jeg, at vi nok skal nå, slutter Thomas Rørsig til Newspaq.