Trafik: Sporarbejdet Svanemøllen og Hillerød startede næsten problemfrit.
I lørdags den 5. juni blev sporarbejdet mellem Svanemøllen og Hillerød skudt i gang. Weekendens og mandag morgens premiere på Togbusser i stedet for S-tog kørte stort set problemfrit trods enkelte børnesygdomme og silende regn. S-tog følger arbejdet tæt.
Efter en solrig weekend, åbnede himlen sluserne mandag morgen med silende regn. Ikke just drømmepremieren for S-tog, som denne morgen bød velkommen til den første hverdag med Togbusser i stedet for S-tog på flere S-togsstrækninger. Men alt klappede stort set og gik efter planen, så de våde S-togspendlere kunne komme frem til tiden med Togbusserne.
– Det er virkelig gået godt her til morgen. Busserne har kørt, som de skulle, og det ser ud til, der har været plads nok til alle, bortset fra enkelte steder, hvor vi nu har sat ekstra busser ind. Samtidig har vores serviceguides gjort et fantastisk stykke arbejde med at guide kunderne til og fra busserne, fortæller S-togs produktionsdirektør, Lars Nordahl Lemvigh.
Farumbusser en succes
Samtidig ser det også ud til, at kunderne har været opmærksomme på sporarbejdet, og at der kører Togbusser på tværs fra Hillerød og Allerød, samt fra Birkerød bus 500S, til Farum, hvor man kan tage S-toget videre fra.
– Der har været meget run på busserne til Farum, så det ser ud til, at vi har fået budskabet ud. Det er vi rigtig glade for, for kunderne kan virkelig spare tid på den løsning, fortæller Lars Nordahl Lemvigh.
Tilsvarende kører der Togbusser fra Holte til Buddinge, hvor man kan tage S-toget videre fra, og i Lyngby henviser S-tog kunderne til bus 200S og 300S til Buddinge.
– Vi vil gerne opfordre kunderne i Holte og Lyngby endnu engang til at benytte busserne på tværs. Det er nemt, og det er hurtigere end at tage busserne ind langs strækningen, siger Lars Nordahl.
Børnesygdomme i weekenden
Weekenden – og til dels mandag morgen – bød på enkelte børnesygdomme i form af mangelfuld skiltning på visse busser og enkelte stationer samt for få busser på nogle afgange søndag, hvor S-tog samtidig bød på gratis S-tog – og Togbusser – i forbindelse med gratis søndag. Dertil har enkelte buschauffører ikke helt holdt den planlagte rute.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, at nogle kunder har haft en dårlig oplevelse, lige da vi gik i gang. Vi fik dog hurtigt sat flere busser ind, og vi får fulgt op på skiltningen. At enkelte chauffører kører forkert kan ikke undgås. Chaufførerne kommer fra hele landet og skal lige lære området at kende, men vi har rigtig mange busser ude at køre, og set i den sammenhæng er det ganske få problemer, vi har haft, siger en tilfreds produktionsdirektør.
Medarbejdere og kunder holder øje
Mandag og tirsdag vil et korps af observatører fra S-tog fortsat drage rundt på S-banen og holde øje med alle detaljer. F.eks. om busserne kører til tiden, om der er plads til alle og om skiltningen fungerer. Falder man over fejl, bliver de straks meldt ind og taget hånd om.
– Det er vigtigt at holde fast nu og være sikre på, at vi ikke overser noget, så vi har haft en masse medarbejdere ude i weekenden og her til morgen og fortsætter lidt endnu, så vi kan få justeret detaljerne, siger Lars Nordahl Lemvigh.
Ud over, at medarbejderne er ude og observere, har S-tog også aftalt med en gruppe pendlere fra S-togs pendlerforum på strækningen, at de observerer og melder ind, hvis de oplever utilfredsstillende ting.