Retten i Hillerød har i dag afsagt dom i den første af tre sager i det såkaldte Hvepsebokompleks.
Hvepsebogsagen er opdelt i tre “celler” og dagens dom vedrører “celle 3”. Efterforskninge er foretaget af det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI).
Tre bagmænd er fundet skyldige i menneskehandel og omfattende bedragerier ved på organiseret og systematisk vis at have lokket fattige rumænere til Danmark under urigtige løfter om arbejde og i stedet brugt deres identitet til at lave bedragerier overfor en lang række firmaer og virksomheder samt SKAT.
Retten idømte en 39-årig og en 36-årig mand samt en 27-årig kvinde, der alle er i familie med hinanden, henholdsvis 3 års fængsel, 2 års fængsel samt 2 år og 3 måneders fængsel. Desuden blev de alle dømt til udvisning af Danmark for bestandig.
Retten fandt det godtgjort, at tre rumænere er blevet rekrutteret i Rumænien af bagmændene og derefter transporteret til Danmark, hvor de blev indkvarteret i huse og lejligheder på Sjælland og i Jylland og ledsaget til myndigheder og banker for at få identitetspapirer og bankkonti mv. Herefter blev deres identitet brugt til en lang række strafbare forhold på internettet samtidig med, at rumænerne blev taget med i butikker med henblik på kreditkøb. Der er også sket domfældelse for groft bedrageri og databedrageri vedrørende disse forhold.
Endelig fandtes to af de tre bagmænd skyldige i at have truet vidner i Rumænien.
Sagen er den første i Danmark, hvor straffelovens bestemmelse om menneskehandel er brugt i forbindelse med udnyttelse af mennesker til strafbare handlinger, og dommen er derfor principiel.
Retten i Lyngby og Retten i Glostrup behandler for tiden celle 1 og celle 2 i Hvepsebokomplekset, hvor 18 personer står tiltalt for menneskehandel og groft bedrageri og omfattende skattesvindel.
– Jeg er meget tilfreds med, at retten har dømt de tiltalte for bl.a. menneskehandel. Der er tale om en kompliceret sag, der vedrører en ny form for kriminalitet. Det er vigtigt, vi kan imødegå sådannegrænseoverskridende lovovertrædelser med strenge straffe. Dommen er resultatet af et effektivt og godt internationalt samarbejde mellem rumænsk og dansk politi og de to landes anklagemyndigheder, siger anklagerfuldmægtig i “celle 3” Mads Kruse.