En 26-årig mand fredag ved retten i Glostrup blevet dømt for at have skudt en 19-årig mand i benet.
Den dømte blev også fundet skyldig i besiddelse af det anvendte våben samt at have skudt med et våben på et offentligt sted under særligt skærpende omstændigheder. I alt blev han straffet med fem års fængsel. Tre medtiltalte blev samtidig frifundet.
Skudepisoden fandt sted i Brøndby Strand den 29. januar sidste år og udløste en intensiv efterforskning, hvor politiet hurtigt identificerede den 26-årige, og han blev efterlyst offentligt. Efterfølgende blev han anholdt i København.
Den 19-årige mand, som blev ramt, var ifølge politiets efterforskning relateret til medlemmer i en rivaliserende bande. Anklagemyndigheden mente, at episoden var en del af en bandekonflikt, men det fandt retten ikke bevist.
Senioranklager Caroline Sophia Tarrow udtaler i forbindelse med dommen:
“I denne sag er man gået efter en ikke-toneangivende person i miljøet. Det er en person i bunden af hierarkiet. Det er naturligvis rigtig groft, når bandemedlemmer skyder bandemedlemmer – og det bliver ikke mindre groft, når man som her går efter nogen, der er i periferien af bandemiljøet. Samtidig er skyderiet sket i det offentlige rum – og dermed farligt også for almindelige borgere.”
Den dømte modtog dommen.