To maskerede mænd røvede onsdag formiddag kort før middag en varetransport, som var ved at læsse varer af ved et supermarked på Køgevej i Ringsted.
Chaufføren – en 51-årig mand – var inde i supermarkedet med varer, da de to maskerede mænd hoppede op på ladet af varetransporten. Da han kom ud og så dem, råbte han dem an og forsøgte at lukke dem inde ved at lukke liften. Den ene af røveren sparkede chaufføren på skulderen og den anden truede med et kabel.
Derefter hoppede de ned fra ladet og løb hen til en sort Volvo V70 med en enkelt nummerplads på med nummeret YL54535, som de kørte væk i.
Nummerpladen på flugtbilen viste sig at være stjålet dagen forinden fra en bil ved Kastrup lufthavn.
Inden de tog flugten, havde røverne nået at læsse 14 kasser med cigaretter ind i deres bil.
Chaufføren slap fra røveriet uden egentlig personskade.
De to røvere blev beskrevet som:
A: Mand. ca. 180-190 cm høj, dansk af udseende, almindelig af bygning, iført sort hættetrøje og lyse bukser. Han bar en sort maske for ansigtet med et dødningehoved på. Han talte flydende dansk;
B: Mand. ca. 175-185 cm høj, dansk af udseende, almindelig af bygning, iført lysegrå hættetrøje og mørke bukser. Han bar en sort maske for ansigtet. Han talte flydende dansk.
Politiet ledte forgæves efter røverne og deres bil i området.
Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket røverne og deres bil i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.