Hele landet: Rigsadvokaten har i dag bestemt, at Københavns Vestegns Politi skal samle efterforskningen af Se og Hør-sagen og evt. andre strafbare forhold, som udløber fra den.
Som hovedregel undersøger og retsforfølger politikredsene forbrydelser med gerningssted i egen politikreds. Fordi Nets ligger i Ballerup, var det derfor Københavns Vestegns Politi, som indledte undersøgelser af, om der ulovligt var udleveret kreditkortinformation herfra. Som sagen siden har udviklet sig, kan der være begået strafbare forhold i andre politikredse, hvilket egentlig skulle efterforskes og retsforfølges individuelt i hver enkelt politikreds.
Men nu har Rigsadvokaten bestemt, at efterforskningen skal samles et sted – hos Københavns Vestegns Politi.
– Jeg vurderer, at det er fornuftigt at koncentrere kræfterne ét bestemt sted. Derfor har jeg besluttet, at Københavns Vestegns Politi skal samle efterforskningen og indtil videre koordinere alle eventuelle straffesager om Se & Hør i bred forstand, siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.
Lederen af efterforskningen ved Københavns Vestegns Politi, politiinspektør Bent Isager Nielsen, ønsker endnu ikke at afsløre detaljer fra selve efterforskningen. Men politiinspektøren forsikrer fortsat, at Københavns Vestegns Politi er opmærksom på en bred vifte af eventuelle kriminelle forhold.
– Det betyder, at vi naturligvis kigger på alt, som kan være relevant at inddrage i sagen. Får vi en mistanke om, at der er begået noget strafbart, er det naturligvis vores opgave at se nærmere på det, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.
Uden at ville kommentere det nærmere, oplyser politiinspektøren overordnet, at en mistanke kan vækkes fra flere steder, f.eks. via anmeldelser fra ofre, forklaringer fra vidner eller sigtede, materiale fundet ved ransagninger, politiets egen efterforskning eller oplysninger i pressen om f.eks. aflytning.