23. november 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/succo/">succo</a> / Pixabay

Arkivfoto: succo / Pixabay
En 48-årig mand skal to år og syv måneder i fængsel for at ligge inde med en ladt revolver, ammunition samt hash og amfetamin til delvist videresalg i sin lejlighed i Ballerup.

Der blev både beslaglagt våben og narko, da en politipatrulje fra Københavns Vestegns Politi ransagede en lejlighed i Magleparken i Ballerup om eftermiddagen den 7. juli i år.

Udover en ladt kaliber .22 Smith & Wesson revolver, tilhørende patroner, 40 gram amfetamin og 90 gram hash i lejligheden, fandt betjentene også 100 haglpatroner i et tilhørende kælderrum.

Det medførte, at lejlighedens beboer blev anholdt, da han dukkede op, og han blev varetægtsfængslet næste dag. Han har siddet fængslet siden.

I går blev sagen afgjort ved retten i Glostrup, og dommeren idømte den 48-årige to år og tre måneders ubetinget fængsel for revolver og tilbehør samt yderligere fire måneders fængsel for besiddelse af narkotika med henblik på delvis videreoverdragelse.

– Selvom tiltalte forklarede, at han kun kortvarigt opbevarede revolveren for en anden, dømte retten ham fuldt ud efter den nye skærpelse i straffeloven, som starter ved to års ubetinget fængsel for at besidde et skarpladt skydevåben, siger anklager Jannik Lerche Rasmussen, Københavns Vestegns Politi.

Dømte blev overført direkte til fængsel.

Han ankede på stedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.