Roskilde: Restaurationsskibet Sagafjord sejler videre fra Roskilde. Skibets tidligere ejer gennem 21 år, Erik Hansen, har solgt skibet til anpartsselskabet Sagafjord ApS.
Det er ejendomsmæglervirksomheden Colliers Hans Vestergaard der har formidlet handlen.
Teamleder Hotel & Leisure Martin Dyrholm oplyser, at det har været en ganske utraditionel opgave. Et er, at det har drejet sig om salg af et skib og ikke en ejendom, noget ganske andet er, at det var vigtigt at skibet forblev i Roskilde.
Martin Dyrholm oplyser, at Colliers Hans Vestergaard, har haft flere henvendelser fra udlandet, hvilket ville have resulteret i at restaurationsskibet ville have været en saga blot og tabt som et af varemærkerne for Roskilde By, på linje med Domkirken og Vikingeskibsmuseet.
Colliers Hans Vestergaaard præsenterede sælger for Kim Hansen fra Salløv mellem Havdrup og Gadstrup der havde den idé, at restaurationsskibet skulle på anparter.
Midt i en tid med finanskrise, Roskilde Bank-sagen og i det hele taget i en bølgedal. På trods af alt dette har opbakningen været fantastisk, udtaler Kim Hansen.
Det har taget lidt over 8 måneder at skaffe de ca. 500 anparter der har bidraget til, at handlen i dag er blevet en realitet. Handlen gør, at skibet nu med sikkerhed fortsat vil ligge i Roskilde, hvoraf sagaen fortsætter med den nye ejer Kim Hansen ved roret.
Sagafjord er unikt liebhaveri, hvis udseende og indretning er præget af nostalgi med vægt på ædle træsorter og særdeles høj vedligeholdelsesstandard, ligesom skibet er det eneste af sin art i Danmark.
Skibet er indrettet som Old Timer med teak, mahogni, blankpudset messing og andet maritimt udstyr. Skibet er bygget på norsk skibsværft i 1957 og total renoveret i 1989. Skibets længde er 36,10 m – bredde 7 m – dybde 3,10 m.
Skibet har tilladelse til sejlads med op til 156 spisende gæster, og har et nuværende årligt passagerantal på mellem 25.000 – 30.000.