Rejsegilde på Ørestad skole og bibliotek

København: Byggeriet af Ørestad skole og bibliotek begynder så småt at tage form. Råhuset er nu rejst, og mandag var derfor blevet tid til at holde rejsegilde for den nye bygning.

I går blev der afholdt rejsegilde for den nye bygning, der senere på året kommer til at danne rammen om Ørestad skole og bibliotek. Blandt deltagerne var blandt andre Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang og Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev.

De nye elever, der ved årsskiftet begynder på skolen, var også inviteret med til festen, og de stod for flere underholdende indslag. Blandt andet med opførelsen af en rap om Ørestad Skole som de selv havde skrevet.

Ørestad Skole vil byde de første elever velkommen i januar 2012, men skolen har formelt set været åben siden august 2008, så børn fra grunddistriktet er blevet indskrevet på skolen siden da. Det betyder, at klasselokalerne allerede fra årsskiftet vil huse elever fra 0. til 2. klasse, og som årene går, vil flere komme til.

Der er plads til cirka 750 elver i tre spor fra 0. til 9. klasse, og udover skolen vil bygningen desuden komme til at rumme fritidsklub og et integreret folkebibliotek samt pædagogisk center.

Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang ser frem til dagen, hvor de nye elever kan begynde på skolen.

– Ørestaden er en populær bydel. I takt med, at der er blevet bygget så mange nye boliger, er mange familier flyttet til området. Derfor er det glædeligt, at Ørestad Skole snart står færdig, så der er plads til de nye skolebørn – både nu, men også flere år frem i tiden.

Ørestad skole bliver bygget i otte etager, og med inspiration fra middelalderbyen Barga, vil små torve, terrasser og gyder – både inde og ude – danne rammerne for læringsmiljøerne.

Indvendigt er skolen forbundet med biblioteket i stueetagen via en stor indvendig trappe, der løber op gennem skolens otte etager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.