Region Sjælland: Torsdag besøger den kinesiske præsident, Hu Jintao, Danmark. Men snart er det 45 sjællandske virksomheder, der drager den anden vej. Med projektet KinaVækst får 45 virksomheder fra Region Sjælland nemlig mulighed for at få lavet en handlingsplan for deres internationalisering til Kina. Fokus er på konkret handling og samarbejde og netværk mellem virksomheder.
– Potentialet i Kina er kæmpe stort for både store og små danske virksomheder. Med KinaVækst sætter vi fokus på de mindre virksomheders muligheder på et af verdens største markeder. Det kan være svært at komme ind på det kinesiske marked, men det er ikke lige så svært som rygtet og myterne siger. Og potentialet er nok større end noget andet sted på kloden. Med KinaVækst får de sjællandske virksomheder en unik mulighed for at blive klædt på og komme i gang med salget til Kina, fortæller Karin Vith Ankerstjerne fra Væksthus Sjælland, som skal drive KinaVækst.
Projektet KinaVækst løber over de næste tre år og har til opgave at facilitere en salgsproces, hvor virksomhederne bliver skarpe på at sælge til Kina. Virksomhederne får sparring og vejledning i udviklingen undervejs. Tanken er desuden at skabe så meget samarbejde som muligt blandt virksomhederne. På den baggrund kan man sammen angribe Kina som fx systemleverandør.
Projektleder Karin Vith Ankerstjerne er uddannet i kinesisk, og har flere års erfaring med, hvordan man laver forretning i Kina. Den erfaring og viden kommer virksomheder i projektet til at drage nytte af. Projektleder er også Peter Ølbye, som gennem flere år har arbejdet med virksomhedsetableringer i Kina.
– Samarbejde er meget ofte vejen ind på det kinesiske marked. Kineserne er mere købestærke end nogensinde før, og derfor bør mange virksomheder overveje, hvad mulighederne er. Samtidig er det kinesiske marked også komplekst. Både fordi kulturen er så anderledes, men også fordi der nogle gange skal nogle andre ting til, for at få solgt sit produkt i Kina end andre steder. Fx er politiske kontakter ofte et vigtigt konkurrenceparameter, fortæller Karin Vith Ankerstjerne.
Men det bør ikke skræmme virksomhederne væk.
– Vælger man at gå ind i KinaVækst, så får man den viden og den specialiserede vejledning, man har behov for. Der er masser af danske virksomheder, der er lykkedes med at sælge i Kina med stor økonomisk gevinst. Har man først hul igennem, er der masser af forretningspotentiale. De erfaringer, danske virksomheder har gjort sig i mødet med kineserne, dem trækker vi på i projektet. Og så trækker vi på alle de samarbejdspartnere og myndighedskontakter, Væksthuset allerede har i Kina. Det øger chancen for at slå igennem og man kommer hurtigere ud på markedet, fortæller Karin Vith Ankerstjerne.
– Kina skal over de næste mange år investere kraftigt i miljø, energirigtige løsninger og sundhed hvor Danmark har en stor kompetence og viden, som vi bør markedsføre og udbrede i Kina gennem samarbejde med både danske og kinesiske partnere. Det er helt afgørende at virksomhederne tør gribe chancen og tage turen til det kinesiske marked. Men gør det sammen med andre virksomheder, for det giver langt større gennemslagskraft. Her er KinaVækst en rigtig god mulighed for Region Sjællands virksomheder, understreger Karin Vith Ankerstjerne.
Væksthusets direktør, Mads Váczy Kragh, glæder sig over det nye KinaVækst projekt:
– I Væksthuset arbejder vi årligt med 600 virksomheder. Vi kender udfordringerne med at sælge produkter uden for Danmark grænser. Men det er helt afgørende, at man som virksomhed tænker internationalt, for det er en af de bedste måder at sikre sin virksomhed fremadrettet. Danmark er for lille et marked for en vækstvirksomhed, konstaterer Mads Váczy Kragh og fortsætter:
– I Væksthus Sjælland har vi sat fulde sejl på de internationale tilbud til virksomhederne. Vi har Globalvækst som fokuserer bredt på internationalisering, SjællandAfrika med fokus på de nye østafrikanske vækstmarkeder – og så et nyt tilbud om et fælles eksportangreb på Kina. Derudover har vi en udstationeret medarbejder fra eksportrådet, udtaler Mads Váczy Kragh fra Væksthus Sjælland.