En samlet Børne- og Ungdomspsykiatri, et nyt kvinde-barn center på Bispebjerg Hospital og samling af brystkirurgi på Gentofte Hospital er nogle af de tiltag, som regionsrådet har vedtaget i den nye hospitalsplan 2025.
Regionsrådet i Region Hovedstaden har godkendt en ny hospitalsplan, der er med til at fastlægge rammerne for udviklingen af sundhedsvæsenet i regionen frem til 2025.
– Vi har en politisk vision i regionsrådet om at udvikle et sundhedsvæsen, der kan sikre den bedste behandling ud fra, hvad der giver mest værdi for den enkelte patient. For vi mennesker er forskellige, og det gælder også, når vi bliver syge eller kommer til skade. Men ens for alle borgere er, at de skal mødes med omsorg og nærvær i sundhedsvæsenet, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).
– Det er attraktivt at bo i Region Hovedstaden og vi forventer, vi bliver flere borgere, og der vil være flere børn, flere ældre og flere borgere, der lever med kroniske og behandlingskrævende sygdomme. Men samtidig tager vi de nye hospitalsbyggerier i brug i de kommende år, og det giver os nye muligheder for at indrette sundhedsvæsenet, så vi kan imødekomme de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor. Derfor har vi i regionsrådet også vedtaget at lave nogle tilpasninger i den nye hospitalsplan, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Kræftområdet undersøges yderligere, ingen ændringer på akutområdet
En revision af hospitalsplanen handler ikke kun om at ændre på tingene. En revision kan også vise, at der er nogle områder, der er værd at beholde i den nuværende form.
– Vi havde i forvejen nogle gode rammer for vores sundhedsvæsen, så det er et godt udgangspunkt, vi har bygget videre på. Bl.a. har vi besluttet, at vi skal arbejde hen imod et helt nyt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup, der skal forbedre rammerne for børn og unge, der indlægges med psykiatriske problemer. Her kan vi tilbyde børnene og deres familier den bedste behandling, bl.a. med patientstuer med plads til medindlagte forældre, fælles opholdsrum og gode udeareale, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Derudover bibeholdes akutområdet uændret i den nye hospitalsplan. Der vil fortsat være akutmodtagelser på Herlev Hospital, Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital, Nordsjællands Hospital i Hillerød og på Bornholm. Ligeledes fortsætter akutklinikkerne i Helsingør, Frederikssund, Glostrup, Gentofte og på Amager. Frederiksberg akutklinik fortsætter til hospitalet nedlægges i 2023.
Gennemgangen af hospitalsplanen har også vist, at der skal kigges nærmere på hele kræftområdet. Der skal bl.a. udarbejdes en ny kræftplan, som skal understøtte en fortsat høj kvalitet i behandlingen og gode sammenhængende patientforløb. Der skal i kræftplanen ses på regionens samlede kræftilbud, herunder også diagnostik, senfølger samt behandlingen af blodsygdomme. Kræftplanen skal komme med anbefalinger til den fremtidige varetagelse og organisering af kræftområdet, herunder om der er tilstrækkelig kapacitet.
Inddragelse af borgerne
Hospitalsplanen er udarbejdet i samarbejde med bl.a. borgere og sundhedsfaglige personer, der ved flere offentlige møder har bidraget med input og holdninger.
– Vi har inviteret borgere og medarbejdere på hospitalerne til at komme med deres meninger om, hvordan vores sundhedsvæsen skal se ud i fremtiden, og det har for os politikere været uvurderligt at få deres input. Så jeg vil gerne sige stort tak til alle dem, der har bidraget undervejs, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.