Red Bull kan købes i Danmark til november

Hele landet: Udenlandske undersøgelser kalder Red Bull skadeligt for børn – politkere er skeptiske over for energidrikken

Speed din dag op med en koffeinbombet læskedrik. Det bliver muligt inden udgangen af denne måned, da Fødevarestyrelsen er i færd med at opjustere den tilladte mængde af koffein i en læskedrik. Men ifølge amerikanske forskere kan dine børn kan tage skade af den søde drik.

– Grænsen for koffeinindhold bliver hævet fra 150 mg til 320 mg pr. liter for produkter der indeholder 25 cl, fortæller souschef i ernæringskontoret hos fødevarestyrelsen, Jens Therkel Jensen til Nyhedsbureauet Newspaq.

En 25 cl Red Bull-dåse indeholder præcis 320mg koffein, så med de nye grænseværdier kan Red Bull sælges i Danmark. Og handlen kan være i gang i løbet af ganske kort tid, for Fødevarestyrelsen godkender de nye grænseværdier inden udgangen af denne måned.

Red Bull er en sød sodavand og smagsmæssigt ganske børnevenlig. Men det er nu ikke tanken, børn skal slikke energidråberne i sig.

– Der vil blive en advarsel om, at det indeholder et højt indhold af koffein. Vi vil rådgive forældre om, at det er produkt, der ikke er beregnet til børn, lyder det fra Jens Therkel Jensen.

Børn kan nemlig sandsynligvis tage skade af at indtage drikken. Amerikanske forskere er kommet frem til, at koffein i disse mængder kan medføre væksthæmning, maveproblemer, hovedpine, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og forøget blodtryk hos de små poder. Disse oplysninger gør, at Venstres fødevareordfører, Henrik Høegh, ikke umiddelbart er begejstret for at lukke den røde tyr ind i Danmark.

– Hvis de forskningsresultater bliver publiceret, skal der ligge nogle rigtig gode begrundelser for at tillade de øgede værdier; begrundelser som jeg endnu ikke har set. Jeg er med andre ord meget kritisk over for det, slår Henrik Høegh fast over for Newspaq. Fødevareordføreren er parat til at gå et præventivt skridt videre.

– Det vil være oplagt at indføre en aldersbegrænsning for salg af Red Bull.

Helt så bange er Dansk Folkepartis sundhedsordfører nu ikke. Tværtimod.

– Jeg går ikke ind for forbud og vil hellere give mine børn en fornuftig snak, når det gælder alkohol og den slags. Men jeg tror ikke, de går og drikker det hver dag, så jeg tror ikke, der bliver problemer med det, vurderer Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti til Newspaq.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.