København: To unge mænd på knallert røvede i går eftermiddag kl. 15.22 en værditransport på Ruten i København.
De to mænd, der begge beskrives som af anden etnisk herkomst end dansk, kom kørende på en knallert, da de med vilje påkørte en ansat fra værditransporten, som var ved at bære kufferter ind i et supermarked.
Efter påkørslen kørte de to røvere væk med to kufferter. De lørte ad Ruten til højre ad Langhusvej mod Gavlhusvej.
Den ene kuffert blev fundet efterladt. Alarmen var blevet aktiveret og en grøn farvepatron var sprunget.
Kl. 17.32 blev en knallert fundet i brand på Vingegavl og da politiet ikke umiddelbart kunne udelukke, at det kunne være røvernes knallert, blev den indbragt til nærmere undersøgelse.
Den anden kuffert er ikke blevet fundet.