På trods at et statstilskud på 71 procent sorterer mange af de privatskoler, der har det højeste karaktergennemsnit, eksplicit bogligt og socialt svage elever fra. Det viser en gennemgang af 50 af de privatskoler med de højeste karakterer, som Søndagsavisen har foretaget.
Mere end hver anden skole skriver på deres hjemmeside, at børnene skal opfylde et eller flere krav og det kan ifølge Søndagsavisen f.eks. være test af elevens faglige niveau, screening af sociale kompetencer, indhentning af karakterer, udtalelse fra en tidligere skole eller en prøveperiode i klassen.
Det forarger undervisningsminister Christine Antorini (S).
– Jeg vil kraftigt opfordre privatskolernes foreninger og skolebestyrelserne til at tage en diskussion om, hvorvidt det er i orden på forhånd at udelukke børn ved gadedøren, fordi man synes, de er lidt besværlige – det er jo det, de siger, siger hun til Søndagsavisen.
Interskolen i Aarhus skal nye elever gennem en to ugers prøveperiode. Først testes de fagligt og hvis den test er i tilfredsstillende kan eleven fortsætte prøveperioden. Ifølge skoleleder Thomas Kilsmark sker der fordi man gerne vil have eleverne, der passer ind på skolen:
– Det er en meget boglig skole, så man får det altså svært, hvis man sakker bagud. Og det er lidt de gamle dyder, hvor man behandler hinanden med respekt. Vi har ikke nogen, der ligger og slås i hjørnerne. Vi lever af tilfredse kunder, så vi kigger hinanden an – vi skal passe til barnet, men barnet skal også passe til os, siger han.
Privatskoler får i dag et offentligt tilskud pr. elev, der svarer til 71 procent af, hvad folkeskolerne i gennemsnit får pr. elev.
Hos centrum-venstre Tænketanken Cevea mener at privatskoler løber fra deres sociale ansvar, når de samtidig kan vælge de svagere elever fra, som er meget dyrere at undervise. Ifølge en analyse fra Cevea får nogle skoler endda et højere statstilskud pr. elev end en tilsvarende ressourcestærk folkeskole i samme kommune.
– Tilskudssystemet fungerer som et udskillelsesløb, hvor de svageste elevers forældre er med til at betale for, at de stærkeste forlader folkeskolen med deres skattekroner. Det er meget billigere, hvis man kan sortere de dyre elever fra og kun uddanne akademikerbørn, siger analysechef Jens Jonatan Steen.
Folkeskolerne ender på den måde med at stå tilbage med B-holdet, mener Professor på Aarhus Universitet og forfatter til den danske Pisa-undersøgelse Niels Egelund
– Folkeskolen står tilbage med de tungere elever, og så ender vi med at dele skoler og i A- og B-hold. Vi har for længst overskredet smertegrænsen, når 15 procent nu går i privatskole, siger han.
Kilde: Søndagsavisen