Politihund fandt større narkolager i skov

En 16-årig dreng fra Holbæk blev torsdag aften anholdt efter fundet af en større mængde narkotika i et skovområde ved Munkholmvej nær Kirke Såby.

Politiet rykkede ud klokken 19.56 efter oplysninger om, at en ung mand, som tidligere er kendt for narkosalg i området, var set cykle ind i skoven.

Betjentene traf den 16-årige nogle hundrede meter inde i området. Hans taske lugtede ifølge politiet kraftigt af hash, og ved visitation blev der fundet 1.900 kroner i kontanter.

En hundepatrulje blev tilkaldt, og politihunden Koda fandt efter søgning en pose gemt i en udtørret å under nogle blade.

Politiet oplyser, at posen indeholdt 232 gram hash, 52 gram cannabisvingummier og 57 gram skunk, pakket i salgsposer.

Den 16-årige blev anholdt og afhørt, inden han senere blev løsladt. Hans mor og de sociale myndigheder er blevet orienteret om sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.