København: Efterårets to topmøder – IOC Kongressen der afvikles i de næste dage og Klimakonferencen i december – bliver politimæssigt styret fra en udbygget og opgraderet kommandostation på Københavns Politigård.
Den gamle kommandostation, KSN, fra 1996 var blevet utidssvarende og det kneb med at skaffe reservedele til computersystemet. Derfor var en helt ny løsning nødvendig.
KSN er det center, hvorfra al kommunikation til politifolkene på gaden udgår under større begivenheder som demonstrationer, topmøder, fodboldlandskampe og katastrofer. Her er der overblik, og her træffes alle vigtige beslutninger mellem politiet og andre centrale myndigheder.
Den nye KSN adskiller sig fra den gamle på flere områder. Blandt andet har den fået et nyt og væsentligt større lokale, al computerhardware og -software er nyt, og der er monteret langt flere storskærme, så alle relevante ledere, radiooperatører og koordinatorer bedre kan følge med.
Der er 21 pladser til ledere fra politiet samt seks pladser til operatører og koordinatorer. Derudover er der indrettet et lignende stabsrum, hvor relevante myndigheder og forsyningsvirksomheder som for eksempel Dong, DSB og Sundhedsstyrelsen kan få en plads efter behov.
Kommandostationen ligger i tæt forbindelse med radiotjenesten HS, som varetager den daglige drift og kontakt til politifolkene på gaden. I forbindelse med opbygningen af den nye kommandostation er HS også blevet opgraderet med nye computersystemer og hardware, så de to tjenester er kompatible.