Der var grundlag for flere sigtelser, da politiet sent onsdag aften standsede en personbil på Høvevej i Asnæs.
Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet standsede bilen kl. 23.17. Bag rattet sad en 35-årig mand fra Sjællands Odde og med i bilen som passager var en 67-årig mand fra Taastrup.
Føreren blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og kunne i øvrigt ikke fremvise noget kørekort, som han var blevet frakendt efter en tidligere sag om narkokørsel.
Føreren blev derfor sigtet for både narkokørsel og for kørsel uden førrerret og derefter anholdt så der kunne blive udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Da den 35-årige blev visiteret fandt politiet ham i ulovlig besiddelse af en enhåndsbetjent foldekniv, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven.
Passageren blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, idet politiet i bilens handskerum fandt en foldekniv, som den 67-årige var ansvarlig for. Også denne kniv blev beslaglagt som bevis i forbindelse med sigtelsen.
Føreren blev løsladt efter udtagelse af blodprøven, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet om sagernes videre forløb, når analyseerklæringen foreligger. Passageren vil også høre fra politiet, når hans sag om knivloven skal afgøres.