Hvidovre: Københavns Vestegns Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere gerningsmanden i en grov voldssag fra Hvidovre i december 2009.
Overfaldet skete lørdag den 19. december 2009 ca. kl. 0530 ud for Kvickly på Hvidovrevej 178. En 26-årig mand fra Hvidovre blev slået i ansigtet med alvorlig skade på venstre øje samt et knust kindben til følge.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand. Dansk af udseende. 16-18 år. 175-180 cm høj med kort lyst hår. Spinkel af bygning og iført hættetrøje.
Ifølge den 26-årige og vidner skete overfaldet, da han og en ven var på vej mod krydset Hvidovrevej/Allingvej. Her mødte de en gruppe unge mennesker – tre unge mænd og en pige med en cykel.
En af de unge mænd opførte sig aggressivt, men gruppen forsøgte at holde ham tilbage. Det lykkedes ikke og kort efter blev den 26-årige slået i ansigtet med en ukendt genstand. Han tog sig til øjet, som blødte kraftigt og faldt om.
En ambulance blev tilkaldt, men inden standsede en privatbilist, som herefter kørte den 26-årige til Hvidovre Hospital.
Politiet vil gerne i kontakt med:
– Den bilist, der kørte den 26-årige på hospitalet.
– De to unge mænd og pigen, som gerningsmanden var sammen med på gerningstidspunktet.
– Øvrige vidner til overfaldet eller andre, som måtte have oplysninger i sagen.
Henvendelse kan ske til vicepolitikommissær Henrik Hougaard, Hvidovre Lokalpoliti, på telefon 4386 1448, indvalg 4431 eller Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.