Næstved: Politiet søger vidner til et gaderøveri mod en 82-årig kvinde ved Bilka-indgangen ved Næstved Storcenter torsdag den 4. november.
Røveriet fandt sted torsdag i sidste uge klokken 15.13.
Her blev den 82-årige udsat for gaderøveri, da hun gik på fortovet med sin rollator ud for Bilka-indgangen ved Næstved Storcenter.
Gerningsmanden kom gående imod den 82-årige kvinde, og da han var ud for hende, sprøjtede han en væske – muligvis peberspray eller lign. – i ansigtet på hende. Herefter stjal gerningsmanden hendes blå skuldertaske fra rollatorkurven og løb fra stedet i retning imod Næstved Handelsskole.
Gerningsmanden beskrives som:
mand, ca. 180-185 cm høj, almindelig af bygning, iført rød sweatshirt og mørke bukser.
Vidner til røveriet eller vidner, der har oplysninger om gerningsmanden bedes henvende sig til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lokalpolitiet i Næstved telefon 114 eller telefon 5531 1448.